Ny pjece om førstehjælpe til dyr

”Ved du, hvad du skal gøre, hvis du om et øjeblik står overfor et tilskadekommet eller alvorligt sygt dyr?” Dette spørgsmål indleder en helt ny pjece om førstehjælp til dyr. Pjecen som er lavet i samarbejde mellem Falck og Dyrenes Beskyttelse, fortæller hvordan man skal forholde sig i en ulykkessituation og hvad vi kan gøre for at lindre smerte og redde liv.

Hver eneste dag kommer dyr til skade og ofte er der ingen som aner hvad de skal stille op. Der mangler viden om førstehjælp til dyr, og det er baggrunden for denne pjece. Pjecen kan forhåbentligt bidrage til en bedre forståelse for hvornår en ulykke er så alvorlig, at det er nødvendig at tilkalde hjælp, og hvornår man kan klare tingene selv.

Pjecen er ingen uddannelse til dyrlæge, men en slags grundbog som giver konkrete råd om alle de hyppigste ulykker. Man kan bl.a. læse hvordan man stopper en blødning, giver kunstigt åndedræt og behandler dyr i chok.

Pjecen ”Førstehjælp til dyr” er gratis og kan fås hos Falck, Dyrenes Beskyttelse samt hos dyrlægerne. Hent et par eksemplarer og gem et i bilen og et i førstehjælpskassen derhjemme.

Du kan også få mere information på www.dyrenesbeskyttelse.dk

Tilbage

 

 

  Site Meter