Kathmandu Animal Treatment Centre
Sammen, lad os skabe en by hvor grusomhed er bortskaffet.

Her kan du se hvordan indsamlinger til fordel for KAT Centre ved forskellige lejligheder er gået - og følge med i donationernes videre forløb.

Auktion til fordel for KAT Centre ved Tibetanerklubbens 30 års jubilæumsmiddag 26/05-07

I forbindelse med festlighederne ved Tibetanerklubbens 30 års jubilæum, blev der også afholdt auktion til fordel for KAT. 

Efter festmiddagen lørdag aften, var Lene Pedersen vores alletiders sjove og underholdende auktionarius, og det var bestemt en munter begivenhed. Med lånt spækbræt og  kødhammer, fik hun mange deltagere med i bud-runderne. Tusind tak til Lene for indsatsen :o)

Flere havde doneret meget flotte ting til det gode formål. Hanne Mathiasen havde givet et eksemplar af hendes bog "Tibetan terrier - The little People", og Dan og Lene Pedersen have både givet et meget smukt træskærerarbejde, forestillende en tibbe - naturligvis, en meget flot vase og en antik kiksspand. Selv havde vi doneret flere ting, som vi havde hjembragt fra Nepal til formålet. Tak til jer det støttede vores initiativ med jeres utroligt flotte bidrag. 

Også tak til jer der deltog så aktivt med at byde, det var dejligt at høre hvordan I følte jer som "vindere" når I fik det højeste bud. Det er lige præcis sådan det skal være. Tænk at blive ejeren af én af de flotte ting, og så samtidig vide, at dét man giver for den ikke kun giver glæde til én selv. Vinderne denne aften blev nemlig også utroligt mange gadehunde i Nepal - det er noget der giver en god følelse i maven. Auktionen indbragte hele 3415 kr. - og det er bare rigtig rigtig flot.

Én af de glade vindere. Susanne Laurberg med det utroligt flotte træskærearbejde, lavet af Dan Pedersen. 

Pengene er blevet sendt til KAT Centre´s engelske kontaktperson Juliette Cunliffe (ja – det er hende der har skrevet en bog om Tibber) på en check, og hun sørger for den videre formidling af pengene til KAT Centre i Nepal.  Donationen er blevet modtaget med meget stor tak og ydmyghed, og vi har modtaget takkebreve der udtrykker stor begejstring for den flotte hjælp som vi har kunnet give dem.  

Vi har modtaget breve fra stort set alle involverede kontakt personer for KAT – stifteren af KAT Jan Salter, den engelske kontaktperson Juliette Cunliffe og lederen af KAT i Kathmandu Mr. Sharma. Alle udtrykker de deres dybe taknemmelighed og det er meget tydeligt at donationerne er en stor ting for dem. Både klipperen og pengedonationen vil gøre en stor forskel for Nepals gadehunde – faktisk så gør det allerede.

Auktion til fordel for KAT til “Store Tibbedag” i Odense 20/05-07

Søndag d. 20. maj var 38 ”tibbeglade” mennesker samlet til Hanne Mathiasens arrangement ”store tibbedag”. Det var en dag med mange spændende aktiviteter og hyggeligt samvær – og også en auktion til fordel for KAT. Hanne havde fået forskellige ting fra sin dyrlæge til det gode formål, og også en opfordring til deltagerne om at tage ting med, til hjælp for Nepals gadehunde, havde fået folk til at reagerer. Det var et MEGET flot auktionsbord der blev samlet.

Auktionen blev i den grad en succes – og under Jan Mathiasens muntre og kyndige ledelse, fik vi indsamlet ikke mindre end 2245 kr. Tænk at man kan indsamle så mange penge og så havde det rigtig skægt samtidig. Planen var at pengene skulle overføres til KAT´s konto – hvor de ville kunne sikre ikke mindre end 25 hunde en behandling i centrets ABC-program. 

Men meddelelsen om at Susan´s moster, Helle Shrestha, kom på lynvisit i Danmark i Pinsen (hun bor i Nepal) satte nogle tanker i gang. Det gav jo pludselig mulighed for at sende ”noget” med ned til KAT i stedet for blot pengene. Vores første indskydelse var at opfylde deres største ønske, og give dem muligheden for at klargøre hundene til operationerne med en rigtig klipper. Vi blev under vores besøg præsenteret for en gammel og udslidt klippemaskine som de desperat manglede nye blade til. De havde ikke andre muligheder end at bruge engangsskrabere – og ud over det var meget tidskrævende, var det heller ikke specielt godt for huden. Det gjorde ondt at se. Desværre har alle vores forsøg på at finde netop de blade, været forgæves. 

Vi kontaktede derfor Lars Thordal-Christensen, som er aut. reparatør og importør af Oster klippemaskiner. Han havde tidligere hørt om KAT i forbindelse med vores søgen efter de omtalte blade, og var mere end villig til at hjælpe os med den gode sag. Han syntes ideen om at sende en ny klipper til KAT var så god, at han ville supplerede vores auktionspenge op. Jesper kunne derfor afhente en helt ny oster Golden A5 klippemaskine med 10 blade til en samlet værdi af 4000,-. Det var bestemt en meget flot hjælp til den gode sag. Vi siger tusind tak til Lars Thordal-Christensen for donationen.

www.osterpro.dk

www.thordal.dk

Klipperen kom sikkert til Nepal i mosters kuffert, og d. 24. juni tog Helle ud til KAT Centre for at overrække den. Lederen for KAT Centre Mr. Sharma og dyrlæge assistent Bharat Timilsina var utroligt glade og begejstrede da de modtog den, og den blev taget i brug allerede dagen efter. Det var virkeligt et stort ønske for dem, som vi kunne opfylde, og vi har modtaget et meget taknemmeligt brev fra dem med en stor stor tak.  De lover også at sende et billede hvor klipperen er i brug på klinikken :o)

Dyrlæge assistent Bharat Timilsina får overrakt klipperen

Lederen af KAT Mr. Khageshwaar Sharma modtager et "donations diplom" af Helle Shrestha, og dyrlægeassistent Bharat Timilsina står med klipperen


Tusind tak til moster Helle for hendes store hjælp med projektet. Tak for din indsats som vores lokale kontaktperson til KAT i Nepal, din hjælp med at fragte klipperen sikkert derned og ikke mindst overrækkelsen af klipper og diplom til de glade modtagere. 

 

    

  Site Meter