Mig og far - de bedste venner i verden
Det er stadig smadderhyggeligt at bo her sammen med min hunde-far Sherpa. Vi er blevet viiiiildt gode venner ka´ I tro, og nu kunne vi slet ikke forestille os noget hundeliv uden hinanden.
Sherpa er begyndt at
vuffe, at det er med mig, som med hundekiks!! Man bliver viiiiildt glade for
dem, og kan slet ikke få nok. Tænk….han syntes, jeg er ligesom en kiks!!! Og
nu er det jo sådan, at jeg jo bare er helt udlært i kiks…vidste I godt, at
man kunne være det?? Jamen det ka´ man altså – for dét er jeg – helt
bestemt, og jeg kender ALT til dem. De er nogle vildt smarte og lækre ting. De
smager ALTID godt, de ligger sørme altid parat i én eller anden lomme, og i små
krukker og bøtter i hele huset, og så bliver der simpelthen bare ved med at være
nogen!!! Meget praktisk!
Så dén sammenligning er jeg bare så hundeglad for. Og da især fordi jeg
nemlig også syntes, at min farmand er den beeeedste i verden. Ja, jeg gør
nemlig.
Jeg har sørme osse skrevet et digt til ham. Det var jeg liiiiiige ved at glemme…..Vil I høre??? Det lyder sådan her;
Min
far er min allerbedste ven
Det fortæller jeg igen og igen
Til alle mulige jeg møder på gaden
Så fortæller jeg liiiige om vor ”gøen” og laden
Han syntes, jeg er som en lille kiks
Sød, rar, og en smule fiks
Men en kiks er en go´ ting at være ligesådan
Selvom det bedste ville være, at være ligesom han
For alting er sjovere når man er to
Selv lufteturen i regnvejr – er vældig go´
Vi fjanter og leger hele dagen lang
Og skulle lejligheden være der – synger vi en sang
Det var det rimeri!!! Hvad syntes I så om det?? Sherpa-far syntes i hvert fald det var vældigt fint lavet – af en lille vaps som mig.
Vi er i øvrigt også begyndt at putte i arm på sofaen, når vi er alene hjemme……det er rart. Sherpa-far er vældig varm og dejlig – det er nok alt den pels. Så hygger vi rigtigt og drømmer om hundeskønne ting – lige indtil mor og far kommer hjem fra arbejde. For så skynder vi os at vågne og lade som om vi slet ikke har sovet……og da slet ikke i arm!!!! Vi er helt sikre på, at de over hovedet ikke ved noget som helst om det – det er nemlig vores lille hundefamilie-hemmelighed. Vi har også maaaaaser af andre hemmeligheder for dem – dét er sjovt. De kan f.eks. stadig ikke hittet ud af hvor håret fra familiens julenisse er blevet af!!! Dén tænker de stadig over. Fnis…… Men ved I hvad..?!? Jeg ska´ da nok gi´ hals, hvis de gør fremskridt med at få mysteriet løst. Og indtil da…så hitter vi nok på noget mere sjovt.