Frømanden Isito
Hvis I ikke allerede ved det, så betyder mit navn lille mand - men kald mig bare lille frømand. Jeg har nemlig lært at svømme. Jeps…ligesom Sherpa-far ka´ - sådan ka´ jeg bare osse nu.
(billede)
Det var egentlig fordi faster Frida og hendes mor var på besøg…..og så lige fordi det var så hundevarmt, at man næste ikke orkede, at grave selv et lille bitte hul til at putte i. Så syntes de vi skulle bade. ”OK – så gør vi det….men hvad er det lige for noget” Jeg ku´ forstå på faster-Frida og farmand-Sherpa at, det var vældig sjovt, for de ku´ næste ikke vente på, at de fik deres badetøj om halsen. Og øv øv altså osse……jeg havde jo ikke noget badetøj. Snyd…dét var det. Hvorfor havde de ikke liiiiiige tænkt på det mons tro??? Hmmm….jeg måtte tage af sted i helt almindeligt tøj, og uden at jeg var helt hundesikker på, hvad det alt sammen gik ud på, så vidste jeg nu alligevel, at det helt sikkert ikke var lige så godt som med det helt rigtige badetøj.
Så kørte vi i
bilen…..brummmm…..derud af det gik. Og så pludselig så ku´ jeg se den der
store og våde ting – mega vandpytten. Der var masser af søde børn og deres
(sikkert osse) søde voksne, og de skvulpede rundt ude i det alt sammen. Det var
godt nok den største vandpyt jeg nogensinde havde set, og så med børn i. De
findes godt nok i mange størrelser – altså både børn og vandpytter, men
alligevel.
Hele min flok, de gik osse ud i vandet, og da det jo er en vældig go´ flok, så
gjorde jeg sørme det sammen.. Splitte min midterskilling …hvor var det vådt
og dejlig koldt på mavsen. Skøøøøønt. Men lige pludselig, så krympede
mine ben, og blev helt korte - De kunne slet ikke nå bunden mere. ”Hjææææælp”
– tænkte jeg. Lige allerførst så var det godt nok lidt farligt, men så var
det ligesom om de bare roterede i takt på sådan en sjov måde, og så kunne
jeg gå i vandet. Smart…..så pyt med at de ikke kunne nå mere – nu ku´ de
nemlig noget helt andet. Og det var dét de kaldte at svømme!!!
(billede)
Det gik så vældig
godt, at jeg blev rigtig modig og kunne kigge på børnene imens. Det gik endda
så hurtigt at de næsten ikke kunne nå at fange mig med kameraet, men sådan
er det med en supersvømmer. De andre snakkede om andemad i vandet, men jeg
fandt det aldrig. Bollerne, rundstykkerne og det gamle franskbrød – hvor var
det lige det var??? Enten så har de været hurtige at spise det for hundesnuden
af mig, eller osse så drillede de min bare. Det kan de nemli´ godt finde på.
Dagen efter kom mor hjem med badetøj til mig – nu jeg havde lært at svømme
så fint. Et fint, flot og meget elegant nylonhalsbånd - og så i min
yndlingsfarve blå. Mit læderhalsbånd blev nemlig lige så stift som et kødben
af alt det vand…..dét her er meget smart og sporty. Ligesom lille mig - den
lille frømand.