Mit julehus - nu med prinsesse
En morgen så vækkede Sherpa-far mig, og sagde, at nu kom den igen…..julen. Han havde hørt, at vores menneske-mor og -far, havde snakket om, at hente julepynten ned fra loftet. Og at det betød, at nu kom den tilbage. Øøøøj altså - hvor dejligt. Jeg troede jo bare, det var sådan en én gangs ting – og så havde den været her hele tiden – bare helt oppe på loftet.
Så kan I ellers tro at Isito-hunden her kom i hopla. Det var så spændende med alle de kasse der kom ned fra loftet. Jeg kiggede i dem alle sammen, for jeg ku´ slet ikke vente med at se det hele. Og så begyndte mor at hænge det op over hele huset. Det blev bare så flot – og helt rigtigt lige som sidste år. Jeg syntes da osse lige, jeg ville hjælpe hende lidt, så jeg nuppede alle bamserne op af kasserne og samlede dem på det perfekte sted. Men mor var desværre ikke helt enig med mig i hvad der var et perfekt sted – hun mente ikke de skulle ligge sammen med mine legesager under sofabordet. Hmmm…… de ville ellers havde passet rigtig godt ind i min lille flok dér. Men jeg byttede dem for en hundekiks – af den go´e slags, så det var nu ok. I stedet for så smækkede jeg benene op i sofaen sammen med Sherpa-daddy, og nød alt det puslen rundt omkring os. Derfra kunne vi se det alt sammen ske, og vores hus blev lige pludselig til et julehus.
Mit hus blev pyntet med fine ting kan I tro. Der var gran, guldkugler og sløjfer over det hele – ja selv i mit pandehår. Nå ja lige det sidste var jeg ikke så vild med – så jeg pillede den da bare af igen. Sløjfer er ikke for drenge…..ikke mig i hvert fald.
Men piger – de vil gerne have sløjfer i håret – og dét fik hun så – vores julepige. Vi var nemmerlig så heldig at få besøg af verdens bedste faster Frida. Og så i laaaaang tid – og dét var alle tiders kan I tro. Tænk at man kan være så hundeheldig. Det var måske fordi det var jul?? Eller måske fordi jeg havde været en sød og rar dreng??
Men nu er der jo lige sådan, at Faster Frida også her titlen som Prinsesse af Nees. Det vidste jeg vist godt nok – men jeg havde vist liiiiiige glemt det….. For livet med en prinsesse i huset er vist lidt anderledes end livet med en helt almindelig hundepige. Prinsesser vil nemlig hundenysse hele tiden – ikke bare med alle mulige og mærkelig mennesker, men osse med prinsehunde – som mig!!! Bvaaard….. hun ville nysse hele tiden, endda på snuden. Så løb jeg godt nok.
Hun ville osse sove i vores senge. Både Sherpa´s og min – og mors og fars. Hun endte nu med at foretrække mors og fars – vores hundesenge var vist ikke store nok til hendes koldbøtter og køren næse i tæpperne - heldigvis. Godt nok er hun en lille prinsesse, men prinsesse snot er altså ikke sagen i en prinseseng.
Hun havde osse en ide om, at hun ville være sur nogen gange!!!! Og så ville hun slet ikke lege eller noget – kun putte i et hjørne af sofaen, og se gnaven ud. Men så rullede Klovnen Isito sig liiiiige ud med hans charme og koldbøtter – og så var det slet slet ikke noget problem, at få fut i fusserne af hende igen.
Vi legede ”ta´ fat i filterne” ude i haven – og vi ku´ løbe rigtig rigtig stærkt kan du tro. Frida var ret go´ til det…..for mine filtre blev kun større og større. Mor hev sig osse i håret over det – men bare hun ikke hev for meget i mit, så var det helt ok med mig.
Juleaften skulle vi være hos Jesper-fars mor og far. Dér var også rigtig hyggeligt og dér var godt nok masser af mad. De havde osse stillet et stort grantræ ind i stuen.…..tænk, så er det ikke kun min mor og far, der er SÅ tossede. Men jeg måtte ikke tisse på det!!!! Og hør nu......dér blev jeg godt nok lidt skuffet. Jeg havde næsten liiiiiiige lært at tisse på tre ben og så måtte jeg ikke engang vise det til de alle sammen. De havde jo slet ikke set det alle sammen endnu. Hmmmmm.....dér jeg var sikker på at det ville blive en kedelig fest.
Men så fandt vi alle gaverne under træet – og alt blev glemt. Vi konkurrerede om hvem der kunne finde flest hundepakker – og hvem der var dygtigst til at dy sig med at pakke dem op. Øj dét var svært….men jeg klarede det sørme. Og pakkerne…uha der var mange. Og da vi endeligt måtte pakke dem op var der både masser af lækkerier og legeting. Det var en dejlig dejlig aften.
Dagen efter juleaften viste Prinsessen sig fra den frække sige – ”Frække-Frida-siden” Huset var fuld af gæster – dem vi kalder familie, så alt maden de skulle spise var sat frem i køkkenet. Der nuppede hun 3 stykker af mors go´e flæskesteg, med hendes dertil indrettede mega lange tunge. Og så nåede hun ikke engang at smage på det……det blev nok nærmest kastet ned i halsen. Men det værste var at hun slet slet ikke ville dele med os andre….. der var jo ellers lige ét stykke til hver. Men så´n er prinsesser nok bare. Senere nåede hun at sluge 4-5 klejner fra kaffebordet og alligevel så ærgrede hun sig over at hun ikke havde kunne nå pålægget. Meget kvikke og dristige manøvrer af en prinsesse, må jeg sige – men jeg tror nu aldrig jeg vil forsøge mig med dén slags. Hun fik nemmerlig ondt i maven af alt det sære mad – og jeg er jo en dygtig hund. Jeg ved sørme godt at jeg ikke må. (Bare I kunne se mig nu…så ku´ I se min fine glorie)
Det var bare så smadder hunde hyggeligt med så´n en jule-prinsesse i huset. Og nu hvor hun er blevet hentet igen af hendes mor og far – så er der lidt tomt. Men der er ikke noget, der er så dårligt for en lille hund, at det ikke osse er godt for en lille hund. For nu er der nemmelig ikke nogen Guldlok der står i vejen når JEG vil nysse min mor og far….og det er helt slut med de store filterbasser og prinsesse snot i sengene. Ingen til at stjæle min mad og ingen til at nappe mig i måsen……
……men altså Faster. Skulle du få lyst at komme forbi igen en dag, så er du mere end velkommen i vores lille slot. Sherpa-far og jeg er nemlig enige om at syntes, at du er en sød hund.