Bondegårdsbesøg – på egen pote
Her for nylig var vi på besøg hos Tante Sanne og Onkel Bent, og deres vældige vapser Frida og Victor. De bor jo sådan laaaangt ude på landet, sådan helt derude hvor der går masser af sære dyr på markerne, og der næsten overhovedet ikke kommer ret mange biler. Det er så alle tiders, at mig og Sherpa-daddy, bare sådan helt uden brok, fik lov at hoppe ud at bilen – helt uden at skulle have hæftet mor eller far i den anden ende af den dersens snor først. Jubiiiii……. Det var lige så godt som lagkage.
Men nu var det jo altså så´n….. at der fra hvor tante og onkel bor, der ku´ man altså godt se ned til naboen, som havde en masse søde og sære dyr. De kiggede ud af vinderne på den dersens bolig de havde, og de lugtede bare så godt.
Og så var det, at jeg liiiiiige besluttede at nuppe en udflugt sådan helt på egen pote. Traaaaa la la…… tju hej hvor det gik….. Jeg galoperede på gladeste vis ned af grusvejen, solen skinnede, livet var skønt og fuglene fløjtede. Jeg forsøgte også af fløjte…..men den der galen og råben i baggrunden var lidt distraherende for mig. ”Iiiiiiisiiiiitooooooo……….” Ja – sådan lød de – mor og far. Men jeg ku´ ligesom slet ikke finde ud af at stoppe. Jeg kunne slet slet ikke huske hvad det var, Bogen for velopdragene Tibber, sagde man skulle gøre når der blev kaldt – så jeg drønede da bare videre ned af grusvejen.
Da jeg nåede frem til den spændende gård, så jeg aller først en sjov stor pose på græsset…. ”øj altså hvor spændende” tænke lille bitte mig. ”Mon der er lækkerier inden i den?” Men det fik jeg sletter ikke fundet ud af – for så kom far kørende i bilen, og stoppede lige ved siden af mig. Så åbnede han døren og sørme om ikke han spurgte om vi skulle køre en lille tur….. jo jo skam, og det lød jo egentligt som et vældig godt påfund, men jeg fortrød alligevel på vej derhen, og så vimsede jeg tilbage til den vidunderlige og dejlige sæk. Men så steg far da bare ud af bilen – jubiiiii….han ville sørme osse med på bondegårdsbesøg. Nej hvor hyggeligt – bare far og mig…….og alle de spændende dyr og sager.
Vi startede med at kigge lidt mere på sækken…. ”hvor hyggelig..…” tænkte jeg. Så ku´ vi jo altid se de dersens dyr senere. Men far syntes vist slet ikke at det var spor spændende. Han blev hurtig træt at kigge på sækken, og han fik slet ikke snuset til den. Hmmm….. det gør han aldrig ham farmand. Men det er bare synd for ham – snydt for alt det gode – dét bliver han bestemt. Han syntes altså stadig hellere, vi skulle køre i bilen…. Og da jeg ikke fik så mange valgmuligheder….. så gjorde vi det - hele den laaaange vej tilbage til Tante og Onkels hus. Så´n 300 meter de vare godt nok lang tid, når man er ked af det…… jeg lavede også vaskebjørnen på vejen ka´ I tro. I håbet om at der var nogen der fik bare en lille smule ondt af mig…..det virkede bare ikke. I stedet blev jeg båret inden for hegnet, så jeg ikke kunne smutte igen – og så var den bondegårdstur forbi.
Dagen efter da vi kørte hjem, lå der en af de dersens sjove og sære dyr på min dejlige sæk. Den strittede godt nok med alle sine fire ben – lige op i vejret, og så meget underlig ud. Mor og far var vist vældig glade for, at den ikke osse havde været der, da lille mig kom forbi – det kunne jeg da ikke forstå. De vil da heller ikke ha´ at jeg hilser på fremmede dyr!!! Og den her så da tilmed temmelig fredelig ud.
Men jeg syntes alligevel at det var en fabelagtig udflugt jeg havde haft…. Selv om jeg ikke nåede at hilse på de sjove dyr.
Vuf fra Isito – den glade vandringshund.