Kathmandu Animal Treatment Centre Sammen, lad os skabe en by hvor grusomhed er bortskaffet.

Nepals hunde - og hvordan arbejdet skrider frem. 

Efterår 2010

Tre og et halvt år efter vi besøgte KAT den første gang, have vi nu mulighed for igen at besøge centret. Det var et besøg vi havde glædet os utroligt meget til. Stedets gode energi og kærlighed til hundene er utroligt smittende, og følelsen af at her bliver der gjort en forskel, er meget stærk.

Ikke kun Jan Salter er glad for vores besøg, hunde Lucy var også ellevild.

Vi blev modtaget at stedets stifter Jan Salter, som gerne personligt ville møde os. Vi var glade for at høre det sidste nye om deres arbejde, og hvordan situationen for gadehundene havde udviklet sig. Vi var bestemt også glade for at kunne give hende vores medbragte donationer, og det var bidrag der vakte stor og spontan glæde. Men det forstår vi godt, for det var meget fine bidrag som vores gode hundevenner havde givet eller indsamlet, og vi følte os nærmest som julemænd.

Fra venstre: Jesper, Radeep Khadga - daglig leder, Jan Salter - stifter og Susan.

Gurli Kristensen, ejer at 2 Tibber og et stort hjerte, havde doneret 500 USD og en stor pose legesager til hundene. Det var en meget meget fin gave. Hundene fangede hurtigt hvad legesagerne kunne bruges til, og det var bestemt noget de kunne lide. Gadehunde er jo ikke vant til at lege, men det lærte de hurtigt.

Legetøj doneret af Gurli - det var et stort hit.

Tine Boutrup, havde arrangeret et lotteri til Very Special Show i Vildbjerg – Tibetanerklubbens udstilling som blev afholdt i forbindelse med Verdensudstillingen i Herning. Det flotte resultat af lotterier blev 2500 kr. Hanne Mathiasen havde indsamlet 1250 kr. til auktion til Tibbedagen i Odense i oktober måned.
Tre utroligt flotte og imponerende donationer….. Som vil gøre en meget meget stor forskel for KAT i deres arbejde.

Et af de nye bure, som er kommet til.

Der er sket en løbende udvikling på stedet, siden vi var der sidst. De har nu flere kenneler og løbegårde, og hele fire dyreambulancer, og det betyder de kan modtage og behandle et større antal hunde fra gaden. Alligevel er der lang vej for at de kan hjælpe alle nødlidende hunde i Kathmandu. De bliver daglig mindet om deres manglende kapacitet, og samtidig kæmper de for at beholde deres allerede eksisterende sponsorrater fra de store dyreværnsorganisationer. Pengene de modtager via donationer fra gode mennesker fra hele verden, rækker stadig langt, i forhold til pengenes værdig i donorens hjemland, men der er stadig brug for flere bidrag.

Væk fra gadens hårde liv - heldigvis.

En del af KAT´s filosofi og arbejde, er fortsat at undervise og informerer de lokale, og at opfordre dem til at henvende sig hvis der er syge hunde i lokalområdet. Og det er en stor succes – så stor at de faktisk har svært ved at kunne modtage alle de hunde de kontaktes omkring. Befolkningens opfattelse og omgang med gadehundene har også ændret sig utroligt meget, og er i vores øjne nu meget nærmere ordentlige forhold. Hundene er blevet en anerkendt og naturlig del af gadebilledet, og opfattelsen af hundene som skadedyr virker nu til nærmest at være væk. Som noget helt nyt så vi nu også hvordan folk gik tur med deres hunde i snor, og hvordan nogle tilmed blev friserede. Og det var helt almindelige folk på gaden, der pyntede på deres hunde, med små klokker i halsbåndene, og som forsøgte at holde pelsen fin. Det var vi meget overraskede over at se.

Vi oplevede også flere hunde med forbindinger på forskellige skader, ved den største buddhistiske helligdom Boudhanath. Området her er beboet af mange tibetanere, og selv om hundene i deres område, altid har været i bedre stand end resten af byen, så var det nyt at vi nu kunne se at de behandlede dem. Vi så en hund med en forbinding om maven, og flere hunde med forbindinger om poterne. Vi ved at KAT også har informeret om behandling af hunde i netop det område, så måske det er grunden til forandringerne?

KAT´s dyrlæger er utroligt effektive. De bruger kun få midler og deres operationsrum er meget primitivt set med danske øjne. De kan lave 18 sterilisationer på en rigtig god dag. Hvis der er tæver imellem som har hvalpe, er antallet noget lavere, da det tager betydeligt længere tid at steriliserer sådan en tæve.

Hver morgen kører personalet fra KAT ud i Kathmandu´s gader. Her samler de gadehunde-tæver op, og kører dem tilbage til centret i deres biler. Alle hunde bliver derefter vasket og undersøgt for skader. Det kan fx være skader efter mødet men en bil, men også hudproblemer er ofte set. Behandling af sygdomme der ikke kræver operation begyndes og derefter får de lov at hvile sig i en af kennelerne resten af dagen.
 

Hjælperen gør klar til operation.

På 2. dagen bliver hundene steriliseret og andre skader der kræver operation bliver behandlet. Hunden bliver hentet i sin kennel en af gangen af en ”operations-hjælper”. Han bringer den til det tilstødende lokale til operationsrummet, og en sygeplejerske kommer og bedøver den. Derefter tager hjælperen hånd om barbering af operationsområdet, og mærker hunden. Hunde der har været igennem KAT´s ABC- program, bliver mærket med et rødt halsbånd, en øretattovering i det ene øre, og et ”hak” i det andet. Når dyrlægen er klar, bliver hunden lagt ind på operationsbordet.

Dyrlægerne opererer - under primitive forhold.

Dyrlægen starter derefter operationen, og sygeplejersken overvåger hele tiden om bedøvelsen en dyb nok. De vælger at bedøve hundene så lidt som muligt, da det giver en meget hurtigere opvågnings og rekreationstid efterfølgende, men det kræver at hundene overvåges nøje. Dyrlægen skal kun bruge et ganske lille hul på 2-3 cm, for at kunne gennemføre sterilisationen, og derfor behøves kun ganske få sting. Det giver en lille infektionsrisiko, og en meget hurtig heling. Derefter bliver andre skader behandlet.

Hjælperen henter hunden igen, efter endt operation.

Når operation er vel overstået, kommer hjælperen ind igen, og sørger nu for at lægge den stadigt sovende hund tilbage i sin kennel. Her vil den sove videre i omkring en halv til en hel time inden bedøvelsen er helt væk, alt imens andet personale holder øje med den. Så er der servering af lækkert mad, og tid til at komme til kræfter.
Hjælperen har i mellemtiden gjort endnu en hund klar til operation, så ingen tid spildes.

På 3. dagen bliver hunden sat tilbage til sit vante område. De lokale beboere ved hvad hundens mærkninger betyder, og de holder efterfølgende øje med dem. De bliver ”Community -dogs”. Nogle hunde bliver tilmed ”taget ind” af nogle lokale familier, og kommer på den måde væk fra det hårde gadeliv.
At hundene er tilbage i deres vante miljø allerede på 3. dagen, betyder at de ikke mister deres plads i hierarkiet blandt de andre gadehunde. Hvilket kun vil gøre livet dér endnu hårdere.

Dagen inden vi havde aftalt vores besøg hos KAT, gik vi en tur igennem byens turistområde, Thamel. Her så vi 3 hvalpe som lå og sov midt på det travle fortov, eller forsøgte at bevæge sig sikkert rundt imellem de mange taxier. Vi gøs ved synet af dem, og håbede inderligt at de ville klare skærene. Glæden var derfor stor da vi dagen efter, fandt de samme 3 små hvalpe, sovende i en kennel hos KAT – de havde hentet dem selvsamme sted som vi havde set dem, aftenen før. Det var dejligt at vide at de nu var væk fra gaden, og den store risiko som det liv medfører. De hvalpe vil højst sandsynligt blive bortadopteret, og ikke sat tilbage i deres vante miljø.

Hvalpene fra gaden, som vi heldigvis genså hos KAT.

Dagen efter vi havde besøgt KAT var vi igen i turistområdet. Her så vi en tydeligt dårlig hund, uden pels på ryggen, og som var meget meget mager. Det er den værste følelse at se sådan en hund, og vide at der ikke er noget vi kan gøre for lige netop dén… Det gør ondt helt ind i hjertet, og man kan næsten ikke holde synet ud. Men som turister der står dér midt på gaden, er der ikke meget at gøre…. Kun at tænke på at KAT gør hvad de kan, for at hjælpe så mange som muligt. Men sørme om ikke vi mødte én af KAT´s ambulancer lidt senere. De var kommet for at hente en anden, og meget ung hund, som også var i meget dårlig stand. Med i ambulancen var ud over personalet fra KAT også en ung udenlandsk pige, og vi greb straks chancen for at fortælle hvor den anden hund befandt sig, og de lovede at de ville forsøge at finde den. Om de fandt den, ved vi ikke… men vi havde det godt med at vi i det mindste havde forsøgt at give den noget hjælp.

Under besøgt på Centret mødte vi også en Tysk pige. Hun havde været på besøg på stedet dagen før, da hun var interesseret i at se hvad det var for et sted. Hun var blevet helt overvældet over det fantastiske arbejde som KAT gør, og over den passion som de lægger i det, og hun følte at hun bare måtte hjælpe dem på hvad måde hun nu kunne. Hun valgte derfor at aflyse hendes rafting-tur på floden, som hun skulle have været taget af sted på, den dag vi mødte hende – og i stedet for tage ud til KAT og arbejde frivilligt med hvad de nu måtte have af forefaldende arbejde. Hun var meget interesseret i at høre hvordan vi indsamlede donationer til dem, da det var noget hun havde tænkt sig at forsøge når hun kom tilbage til Tyskland.

Nogle ting er bare vigtigere end river-rafting!

Og der er god brug for mere hjælp. For selv om vi oplevede at gadebilledet endnu engang havde ændret sig til det bedre, og gadehundene så ud til at have bedre deres tilstand yderligere, så er der stadig lang vej. Det er ikke muligt at gå en tur igennem Kathmandu,  uden at se dem. Se de triste tilfælde af nøgne og krumryggede skab- og eksemhunde, dem der halter og dem der har store sår. Det er modbydeligt at se på, når man ved at det sagtens kunne være anderledes. Det er hårdt at opleve hvordan synet af en død hund kan trøste én. At man kan tænke tanken, at nu skal den ikke skal lide mere. Men igen måtte vi tænke på at Nepals regering har andre og langt større problemer at tage sig af inden tiden kommer til gadehundene.

Og netop derfor er det så vigtigt, at vi som bekymre os om gadehundene gør noget - for der er ikke mange andre der gør! Heldigvis rækker selv beskedne bidrag fra os her i vesten langt i Nepal, og selv lidt gør en stor forskel.   
 

Tilbage