Kathmandu Animal Treatment Centre Sammen, lad os skabe en by hvor grusomhed er bortskaffet.

Nepals hunde - og det store håb for dem i fremtiden. 

Forår 2007

Hjemvendt fra 3 ugers ferie og familiebesøg i Nepal, iler vi med at viderebringe og fortælle om en rigtig god sag, i gadehundenes tjeneste. En sag som vi syntes fortjener stor opmærksomhed. Under vores sidste ophold i Nepal, tilbage i 1998, oplevede vi nemlig forhold der var meget meget værre end dem man kan opleve i dagens Kathmandu. Og det er der nemlig en ganske bestemt grund til. 

Vores interesse for hunde, er vokset meget siden vores sidste besøg. Det gjorde, at vi denne gang selvfølgelig ikke kunne lade være med også at fokuserer på Nepals hunde. Og selv om tingene som sagt har bedret sig, har det ikke været gode oplevelser alt sammen. Vores ”hunde-elsker-hjerter” har grædt mange tårer, og den afmagt som vi har følt har været helt uudholdelig. Nepal er et fattigt land, som har mange store opgaver at løse. Der er problemer med forurening, infrastruktur og for tiden også politiske problemer. Derfor er der ikke stort overskud til de tanker om dyrevelfær, som vi i Europa er opvokset med. 

I Nepal har gadehunde i mange år været et stort og uoverskueligt problem. Hovedsageligt da de har været kilde til sygdomssmitte til mennesker, men også hundenes almene tilstand har været et problem, da der har været mangel på føde og territorier. Syge og skadede hunde har været en normal ting, pga. slåskampe og fejlernæring. Regeringens løsning har været at udlægge gift til at nedbringe det store antal. Dog kun med det resultat at ganske få er døde, men mange er blevet alvorligt syge. Tilfælde hvor børn har spist det forgiftede kød er ikke ualmindeligt, ligesom mange kæledyr er døde på den bekostning.

Men på trods af, at vi har oplevet en masse ting som vores ”hunde-elsker-hjerter” har svært ved at kapere, så er der alligevel en stor og mærkbar bedring i alle forholdene omkring gadehundene i dag, i forhold til for 8 år siden. Gadehundene er faldet drastisk i antal, og de ser forholdsvis sunde og velnærede ud. Lokalbefolkningen syntes i dag også at kunne lide dem og have sympati for dem, og der er ikke mere kasten med sten imod dem. Derimod er der madskåle ved dørene, og hunde der agerer ”varme-puder” for de mennesker der lever på gaden. 

Det var dejligt at se og opleve – og følelserne da vi endelig kunne komme i kontakt med stedet der er årsagen til de store forbedringer var overvældende. 

Organisationen hedder Kathmandu Animal Treatment Centre, også kaldet KAT. Den er stiftet af en engelsk dame Jan Salter, som havde set stor succes med lignende projekter i Indien. Stedet og hele deres virke er afhængigt af donationer og velgørenhed. Der er bl.a. et par internationale medicinalfirmaer der hjælper dem med medicin, men ellers er de afhængige af støtte fra organisationer som f.eks. WSPA, og private personer. Deres midler er små, og det gør det endnu mere fantastisk hvad de udretter. Tænk engang hvad de kunne gøre, hvis de havde en bedre økonomisk støtte!!

KAT gør nemlig et helt utroligt arbejde med at hjælpe gadehundene til et bedre liv. Deres ABC program er simpelt, men yders effektivt. De koncentrerer sig om et område af byen ad gangen, hvor de informerer de lokale om deres program og hvem de er. Derefter indfanger de hver morgen et antal tævehunde, som så bringes til centret hvor de bliver registreret og tilset af en dyrlæge. De hunde der er meget syge får speciel behandling og bliver evt. sat i isolation. Resten får en god dags hvile og mad, og morgenen efter starter ”programmet” for dem. Her bliver de vaccineret mod rabies, steriliseret, får ormekur, loppe og flåt behandling og får også behandlet hvad de ellers måtte lide af. Det tager omkring 2-4 dage for en hund at kommer sig efter en sterilisation, og derefter bliver de genudsat i deres vante områder. Når en hund bliver sat ude igen, uddeles brochurer for at opmuntre lokalbefolkningen til at passe på deres ”fællesskabs-hund” – med stor succes. Centret koncentrerer sig om tæverne for at nedbringe antallet af uønskede hvalpe, men de kastrere, og behandler også hanhunde som er syge eller er blevet skadet.

På den måde har KAT behandlet ca. 4000 hunde på 3 år, og resultatet er bestemt til se i gadebilledet. Man ser ikke så ofte gade-hvalpe mere, og smittespredningen af diverse sygdomme fra hundene til mennesker er reduceret betydeligt. Gift udlægningen er også stoppet i de områder hvor KAT har været. Sideløbende med deres ”program” gør KAT et stort arbejde med at undervise, vejlede og informere offentligheden i Kathmandu omkring hvordan man tager sig af hunde – tamhunde som gadehunde. De samarbejder bl.a. med skoler, hvor eleverne kan besøge centret, og lære omkring hvordan de kan tage dem godt af deres kæledyr og gadehundene i deres kvarter. I takt med at offentligheden lære mere om hvordan de skal passe deres kæledyr, kan centret også bedre finde passende hjem til de hunde som centeret ikke kan genudsætte. Det er hunde der har været igennem længere behandlingsperiode, og som derfor ikke vil kunne klare sig på gaden længere. 

Det var en utrolig stor og livsbekræftende oplevelse at besøge centret. Vi blev meget overvældede af, hvor meget de brændte for at gøre en forskel, og hvordan hele stedet emmede af den energi som de frivillige gjorde. Sikke en kærlighed som de havde for hundene. Vi endte med at støtte dem med et livslangt medlemskab – for vi måtte bare hjælpe dem med deres gode arbejde. Men ud over medlemskabet, håber vi også, at vi ved at fortælle om vores oplevelser, kan give nogen af jer derude lyst til at støtte stedet. Flere har igennem årene spurgt os, om vi via vores kontakter i Nepal kendte til seriøse steder hvor økonomisk støtte ville gøre god gavn – for både mennesker og ikke mindst hunde. Vi kan i hvert fald stå inde for at KAT gør et godt og seriøst arbejde der virkelig gør en forskel.

Også verdenskongressen har i år (2007) valgt at støtte KAT. Det gør de med information om stedet, og en auktion over ting doneret af Tibetaner klubber og privat personer fra hele verden.

Tilbage