Alle mine legesager

Jeg har bare rigtig mange hunde go´e legesager kan I tro. Faktisk er det ikke noget i forhold til alle dem jeg, igennem tiden har haft, men de duer ikke mere – af én eller anden underlig grund. Nej…hvis jeg nu skal være helt ærlig – på hundemanér, så er det vist fordi jeg er kommet til at splitte det ad, at det ikke virker mere, men sådan kan det gå. Men så kan de jo bare lave det ordentligt, de dersens legetøjsfabrikker – ja de kan. 

Jeg er nemlig en yderst ihærdig ”tygger” kan I tro. Jeg kan splitte næsten alting ad på ingen tid. Min rekord er at punkterer en bold på ca. 7 sekunder, og så efter yderligere 9 at have delt den i en masse skønne stykker. Men så kom far, og jeg måtte pænt bytte den væk for en hundekiks – dén var ikke god til hunde mere sagde han. Hmmmm….sådan går det tit. Jeg er lige kommet godt i gang med alt det sjove, og så bliver tingene inddraget. Underlige manérer de voksne har – og de har vist slet ikke forstand på hvordan man kan nyde en gnasket bamse, eller en bold i 30 stykker. 

Men jeg har nu alligevel nogle legesager der altid er gode, selv om jeg ikke kan ødelægge dem. Jeg tror nok at min mor og far har udvalgt dem specielt til netop mine fine bisser – for det er jo åbenbart ikke alting der kan holde til dem.

Én af mine ynglings ting er sådan en der hedder ”Kong”. Dér kan nemlig puttes lækre sager inden i – og så er det bare rigtig godt. Jeg kan varmt anbefale at få tigget noget toastbrød, ost, hundemad, kiks og selvfølgelig….alt hvad der ellers smager godt, inden i den. Så er den klar til hygge en hel dag. Dén jeg har, har holdt hele mit liv – og den er så go´ som ny endnu. ”Det er kram” siger min mor og far – og så putter de den ellers i opvaskeren når den er for snasket. 

Jeg har også sådan en smart terning. Det kaldes for en ”Buster Cube” – men her i huset går den under navnet ”Buster” Den er lavet så smart at når man triller med den så kommer der små hundemadder ud af den – hvis der altså først er blevet puttet nogle ind i den. Det er altså ikke min afdeling – men far og mor gør det tit. Så triller jeg ellers rundt i hele huset med den, og spiser løs. Den har også holdt rigtig længe kan I tro. Jeg startede ellers med en minimodel, men så blev jeg jo stor, og så var den ikke helt så holdbar mere. For da mine bisser kunne nå omkring den, fik jeg nemlig dén idé at jeg måske kunne gnave mig vej inden for. Så fik jeg en stor model – og den passer meget bedre til en farlig fyr som mig. Der er kun én ulempe ved den, og det er, at der af én eller anden grund bliver der altid skruet på for fjernsynet når jeg bruger den inden for. De siger at de ikke kan få ørenlyd…..hvad mener de lige med det?? 

Jeg har også en superbamse som har præsteret at holde lige siden sidste juleaften. Det er meget flot klaret af en bamse i min nærhed, men den er altså også helt speciel og meget lækker – øhhhh efterhånden. Mor truer godt nok med at putte den i vaskemaskinen, men så gemmer jeg den gerne af vejen inden. 

Ellers har jeg sådan én sær rund bold med aflange dutter på….ja svær at forklare, men rigtig go´ bide i. Den kan også klare mosten, og tilmed pibe og puste med luft. Meget fornemt.

Ude i haven har jeg sådan en helt almindelig fodbold at lege med. Og dét er jeg bare super skrap til at I lige ved det. Ups…dér var den igen….jeg må jo ikke prale. Men altså - jeg kan bare det der med en fodbold. Jeg kan drible, score, sparke og lave hovedstød – og så selvfølgelig med masser af lyd til. Det er vældigt kan I tro. Tit så spiller mor og far med mig – mest far, men nogle gange gør jeg det bare med mig selv. Det er også hyggeligt, og så er jeg jo sikker at få lov at score alle de må jeg gerne vil. 

Nu har jeg godt nok ikke haft så mange juleaftener og fødselsdage endnu, men jeg tror nu alligevel jeg har luret lunten. Der får jeg nemlig altid dejlige nye ting som jeg liiiiige lynhurtigt kan teste – for legesager dem kan jeg altså ikke få for mange af. Men er der mon nogle hundebasser der kan det???

Tilbage

 

  Site Meter