Tibbetrekking 2003
Jeg havde luret dem – ja jeg havde. Altså min mor og far….De troede sikket de kunne ta´ mig ved snuden igen i år, men næææ nej….den gik bare slet ikke. For jeg vidste da bare godt hvad vi skulle i sommerferien - vi skulle jo på trekking tur for 2. gang. Ja, de havde jo ikke været for diskrete med deres planlægning, så jeg vidste bare alt hvad der skulle ske.
Det hele startede ligesom sidste år. Vi pakkede bilen med alle mulige og umulige ting. Øhhh…godt nok syntes jeg de havde pakket lidt rigeligt i forhold til sidste år – havde de da helt glemt hvor tungt de syntes det var at bære på??? Ja, jeg kunne jo ligesom ikke rigtig tilbyde min hjælp – det er jo nemlig så smart at hunderygge ikke passer så godt med almindelige menneske rygsække. Men dem om det!! Så kørte vi af sted i bilen, og selv om vi måtte vende om efter kort tid, fordi de havde glemt aftensmaden (de klummerhoveder) – så var vi der alligevel til tiden.
Og nu var det jo jeg havde planlagt ikke at virke overrasket – for jeg vidste bare godt at Victor og Frida ville være der også. Men hov….hvad var nu alligevel det. Der var jo en helt ny hund, Silas – og hans mennesker Lena og Kristina. Dér var vist alligevel noget mine hundeører ikke havde fået med.
Så lurede jeg alt den ekstra bagage. De voksne havde planlagt, at de ville pakke alle de tunge ting i én af bilerne – og så kunne den ellers komme ud på lejrpladsen og vente på at vi ville dukke op. Smart…..så skulle de ikke selv slæbe det hele. Se det var jo lige noget en Tibbe kunne ha´ hittet på. Så da det var på plads, så gik vi af sted.
Det var skøøøøøøønt at komme den sammen vej igen – de stod der nemlig endnu de go´e tisse træer….og søerne – de var stadig gode at dyppe maverne i. Det var vist godt at de voksne ikke havde de store tasker på ryggen som sidste gang – de kunne meget bedre følge med i vores tempo. Vi måtte godt nok stadig vente på dem – tit faktisk, men det var fordi de hele tiden ville holde spisepauser af den ene eller den anden art. Så var det frokosten, så var det kage – og så endelig var det fordi de var lidt forpustede. Altså….sikke noget – bakken vi lige havde gået op af var da kun lidt lang…..ikke noget at vuffe hjem om.
Så kom vi til den siiiiiiiiiiiidste lange bakke – de kunne vist lige klare den – med vores hjælpe selvfølgelig……og så var deres belønning jo også at lejrpladsen var lige ovenfor. Og dér stod bilen – fuld af gode sager. Så fik de travl med at pakke ud og gøren ting og sager. Vi 4-benede kiggede bare på fra hver vores snor – men nu havde vi jo også fundet vej hele dagen. Stof hundehusene var skam med igen – og det kunne vi huske fra sidste år. Utrolig så hyggeligt det kan være, at putte sammen med mor og far i sådan en lille smal tingest. Min mor og far, og bror og søsters mor og far, lavede deres stofhuse lige omkring bålpladsen. Dét var hyggeligt. Så kunne jeg nemlig ligge inde i teltet og hygge imens de andre var lige uden for. Mor lavede min snor så lang, at jeg kunne nå derind – det var rigtig pænt at hende syntes jeg…..men så fik hun også et mega hundenys.
Så lavede de varmt mad til os alle sammen. Jo jo - vi fik skam også varmt mad kan I tro. Det var lækkert. Faktisk så lækkert at Victor-brormand var så fræk at stjæle Fridas skål…..for bagefter at grave den ned i skoven. Dén var godt nok ikke pæn da den kom op igen – så måtte Frida ha´ en ny portion.
De voksne sad ved bålet i laaaaang tid inden de gik i seng – ja, jeg gik jo i seng tidligt. De lavede godt nok snobrød sådan til allersidst…..men mor kom og vækkede mig med et stykke jeg kunne smage. Det var lækkert.
Næste morgen var vi rigtig nok klar igen…….tidligt. Men så var det igen igen at vi skulle vente på at de voksne kunne få deres ting pakket. Og det er da helt utroligt hvor lang tid de kan bruge på at spise morgenmad og børste tænder. Pjat med dem – det kan jo klares i en vuf…..øhhhhh, jeg mener ruf.
Men så endelig kunne vi få dem med igen….vi skulle til det dersens Himmelbjerg. Ja, sidste år blev jeg sørme lidt skuffet, men i år lavede vi en lille ekstra tur så vi kom på en rigtig go bakke – for til sidst at ende på toppen. Og det var faktisk lige før jeg troede at luften var lidt tynd deroppe…..men det var vist alligevel bare mig der var blevet lidt forpustet. Nææææ du – jeg mente det nok. Man skal altså helt til Tibet før man finder tynd luft. Dér på toppen pustede vi så lidt ud - og fik endnu en kaffepause, inden vi fortsatte nedad igen.
Vi skulle ned til båden……ja vi skulle. Dén vi skulle sejle med hjemad, til stedet hvor vi startede. Båden var fuld af masser af ældre mennesker….de var bare SÅ søde alle sammen. For godt nok havde vi vuffer været i centrum hele turen – men så mange klap og søde ord……og så alle sammen proppet ind på den time turen tog. Det var vildt dejligt for sådan nogle hundebasser som os. Og man forstår vel at nyde opmærksomhed…….det gør vi helt sikkert. Nå ja hende Frida…..hun er vel - hvis vi skal være helt ærlige, lidt bedre til det end os andre.
Så var årets mega luftetur slut. Vi sagde farvel til Silas og hans familie, og så kørte vi hjem ad. Ja, jeg sov jo selvfølgelig, så jeg opdagede slet ikke at Victor og Frida og deres mor og far stadig var der – de var sørme fulgt efter os hjem til Viborg, hvor de så skulle sove sammen med os inde i vores rigtige hus. Skøøøøønt……så kunne vi søskende hygge videre i haven, imens de voksne sad og grillede hele aftenen.
Det var bare nogle rigtig go´e dage kan I tro……der skete bare så mange spændende og nye ting. Så nu må jeg vist hellere bruge den næste uges tid på at få sovet ud…..så jeg er klar til….ja hvad der måtte dukke op for snuden af mig.