Julefrokosten
Så blev det juletid igen…det skete den der dag da min mor pyntede hele huset op med masser af sløjfer og guldkugler. Nøøøøj mand…..sikke flot det alt sammen blev. Så vidste jeg helt hundebestemt at nu…nu var det sørme jul.
Og når det er jul så kommer der masser af gæster….alle mulige slags gæster, og det plejer at være smadder hyggeligt. Men sørme om ikke jeg fik en overraskelse den anden dag. Vi fik besøg af bror-Victor og søster-Frida fra Nees…sammen med deres søde mennesker Susanne og Bent selvfølgelig. Det var en dejlig overraskelse – en rigtig julegave. De kommer her jo selvfølgelig tit, men aldrig før er de kommet sådan lige dagen før juleaften.
Men det var skøøøønt at se dem igen – og hold da så lige op hvor var det skønt at kunne vise Isito frem. Jo jo – jeg er jo en meget stolt farmand kan I tro. Især Frida syntes han var rigtig dejlig og nuller, men han gjorde sig også umage. Tænk hvis hun ku´ se ham til hverdag. Også Susanne syntes han var rigtig dejlig – hun forsøgte faktisk også at ta´ ham med hjem. Men heldigvis var min far vågen – næææ nej. ”Vores tibbe” sagde han.
Min mor og far havde lavet morgenbordet klar med masser af lækkerier, men som sædvanligt
ikke noget til os. Æv også….Det syntes især Frida, der altid er sådan en
slikmund, var ret ærgerligt – men vi fik lidt hundegodter i stedet. Det var
da også helt fint – vi har nemlig julehundekiks her i huset. Så kunne vi
ellers rigtig snakke om hvad vi havde lavet at hundekunster siden sidst – og
det var jo da i øvrigt ikke småting.
Og så skulle vi på tur – julegåtur i skoven. Der var sne og alt muligt, og det var hyle morsomt at rulle og springe rundt i. Og tænk….man blev slet ikke så beskidt i pelsen af det. Det er nu smart sådan noget sne. Vi gik turen i sådan en specielt go´ tibbe skov. Altså sådan en skov hvor man kan klatre op og ned at en masse fine skrænter. Det var hyleskægt. Så vi var en lille smule trætte da vi kom hjem – men også kun en lille smule. Ja, selv Isito kunne ta´ en lille lur, og det selv om han var blevet båret det meste af vejen. Men det fik han da bare lov til – så kunne vi andre hygge videre imens.
Ja altså, vores mennesker skulle jo både ha´ frokost og aftensmad!! De spiste hele tiden – hold da op. Nå ja….mon ikke også jeg ville gøre det hvis jeg nu helt selv kunne bestemme hvad jeg ville guffe i mig – og hvornår. Det tror jeg sørme. Men især deres aftens mad….hold da op for en duft. Det var bare for lækkert. Engelsk bøf…..hvad havde de lige tænkt på da de ikke havde taget fem ekstra bøffer op til os. Helt ærligt, plejer man ikke at skulle være god ved dyrene når det er jul. Vi kunne slet ikke komme i tanke om hvornår vi havde fået mad sidst….det var helt sikkert….øhhh mindst et par timer siden. Fy skam hvor syntes vi det var synd for os. Men så var det jo lige at Frida viste sig at passe til sit navn – ”Frække Frida”. Hun skulle lige op og se på herlighederne. Vi andre sad og heppede, men desværre kom hun for sent til at kunne nå at få noget af det helt gode. Der var kun sovs tilbage på tallerknen – men den var efter Frida ansigtsudtryk også riiiiiigtig lækker.
Resten af aftenen gik med endnu mere hundehygge, og vi var alle trætte da Victor, Frida & Co. kørte hjem over igen. Sikken en dejlig julegave vi lige fik dér – Isito og jeg. Tak for det mor og far – så har vi alligevel været søde i år.