Livet med en drønnert i huset
Der er godt nok kommet andre kiks på kagen siden den lille fyr Isito flyttede ind. Hold da op. Aller aller først jeg så ham…… troede jeg at han bare var på besøg. Ku´ godt nok ikke forstå han ikke havde sine forældre med – så lille….og så alene i byen!!! Og han måtte da også skulle hjem igen. Men næ nej – han var sørme hjemme. I mit hjem!!! Helt ærligt – sku´ jeg så dele alting med den lille pelsede fyr? Så vidt jeg vidste var der ikke blevet købt en ekstra af alting…. Stakkels lille mig…..det var altså lidt triste udsigter.
Men min mor og far var ret sikre på at vi nok sku´ komme godt ud af det. Men anede sådan en størrelse overhovedet noget om at hygge sig? Ellers ku´ den da vist ikke bruges. Men ok – jeg ku´ da lige teste den. Sådan i holdbarhed, intelligens og – fnis, vask. Og sørme, den bestod det alt sammen. Den krympede slet ikke…..og så havde jeg sørme også fået hittet ud af hvilke flotte forældre den havde – så var det slet ikke så slemt.
Og ska´ jeg være helt ærlig (ok så lige denne gang) så kommer vi sørme godt ud af det sammen – og ud sammen – i snoren altså. Det er nu rart at jeg ikke skal være alene hjemme mere – ikke så tit i hvert fald. Når mor og far tager af sted – så er vi stadig to. To til at lege, to til at putte, to til at lave ulykker *fnis* - og ikke mindst to til at passe på huset. Ja, jeg er jo stadig chefen, så det er mig som har givet ham lov til at hjælpe. Han er blevet assistentaspirant. Det betyder han ska´ ta´ over på vagten når jeg sover. Smart ik´? Jeg venter lige til posten har været forbi – så sker der nemlig ikke mere på den front.
Og når så mor og far kommer hjem til mig – så er det nu ok at de også kommer hjem til Isito. For selv om jeg godt nok troede det ville blive viiiiiiildt svært – så ka´ jeg godt finde ud af at dele. Han er også meget sød når han gnasker i legetingene – og det gi´r også så´n en ro! Og mor og far? Jo da - dem har vi jo to af – altså én af hver altså. Og det passer lige – én til mig og én til drønnerten. Smart.
Så nu tror jeg godt jeg ka´ holde ud at bo sammen med ham – også i laaaaaang tid. Måske egentlig jeg slet ikke kan undvære ham igen. Det er nok ligesom med kiks. Man bliver så glad for dem, at man slet ikke kan stoppe. Og Isito……han er vist som en kiks – lille og uimodståelig.