Sidste nyt i Sherpa og Lukla´s verden 2009

27/12-09

Lhakpa - glad juleferie gæst

I dag er Lhakpa´s sidste ferie dag her hos os. Hans bagage er pakket og klar, og alle hans julegaver er indsamlet fra kroge og senge i hele huset. De skal sørme med hjem. Og nu får bror og søster sig lige en sidste lur sammen, inden hans "mor" Gurli, kommer og henter ham snart. 

Det har været en stor fornøjelse at ha´ den lille springer boende. Han er simpelthen så sød og dejlig en hund. Så skulle det blive nødvendigt en anden gang - så vil han være hjerteligt velkommen.

25/12-09

I dag er alle 4-bende trætte (ja - måske også os 2-benede). Men det var også mange pakker de skulle åbne i går, og meget gavepapir der skulle laves til konfetti. 

Hyggeligt

24/12-09

Rigtig glædelig jul

Så blev det den store dag - juleaftensdag. 
Så i dag har opgaven været, at holde de tre nysgerrige hundesnuder på lovlig afstand af pakkerne under træet. Men de har kunne være helt rolige, der var MASSER af gaver til dem, da det blev lovligt at pakke op.  

Lhakpa med julegaven fra "mormor"

23/12-09

I morgen er det juleaften... og hvad skal vi dog gi´ os til....?? 
Ja - vi tog en rigtig god og lang gåtur fra morgenen. Vejret var helt fantastisk smukt, og da vi jo var vågne, så kunne vi jo lige så godt gå ud og nyde solopgangen. 

Tanken var også, at de små, så måske ville ta´ en lille lur i løbet af eftermiddagen, når den stod på andestegning i køkkenet. Dén holdt stik - næsten da....  Da det begyndte at dufte godt, så kom der alligevel at par små søvnige hoveder og kiggede med. Tror at duften var for uimodståelig - de kom nærmest trippende i søvne.  

Gi´ mig lige den dér pind.......

Go´nat ... og tak for en sjov dag

Behøver vi mon fortælle, at vores juletræ er opstammet i år?? Tibber på Lukla og Lhakpa´s alder har vist svært ved, at holde sig i skindet når det komme til IKKE at skulle nippe i de nederste grene. Og et væltet juletræ har vist sjældent været nogen succes. Men de opstammede træer er også rigtig fine - og faktisk så har vi i år, det flotteste træ nogensinde.   

22/12-09

"Dupont og Dupont" - klar til flere narrestreger 

20/12-09

Liv og glade dag.
Sherpa melder sig villigt ind i legen med rollingerne. Sne er noget af det bedste han ved, og med sådan et par sjove legekammerater, så bliver det vist ikke mere muntert. Godt nok bliver de "vasket" en gang imellem af ham - hvis de har været for frække altså... men det ser ikke ud til at få deres humør til at dale. Nix - livet er skønt....  især når der er sne.  

Kom bare an........

"Nyvaskede" rollinger til tørre - foran brændeovnen

19/12-09

I går aftes havde vi besøg af Marianne og hendes familie. Marianne er én af Susans kollegaer, og da de også går og venter på at blive Tibbe-ejere, ville de bestemt gerne komme forbi til æbleskiver og lige hvalpekiggeri.  Rygtet om Lhakpas julebsøg havde jo spred sig, og chancen for at møde endnu en lille tibbe, ville de gerne benytte sig af. 

Lhakpa og Rikke i en hyggelig stund

Hvalpene syntes at mene, at Marianne´s datter Rikke, er en rigtig sød pige. De elsker at sidde og hygge sig hos hende, og både Lhakpa og Lukla ligner nogen der har fundet en ny bedste ven, når hun holder dem. Men Rikke er også rigtig god til hunde, og det kan de små da bestemt mærke.

I dag har vi også været i skoven og finde et rigtig flot juletræ. Vi havde "Dupont og Dupont" med til at løse opgaven, og de var helt enige, da vi endelig fik os besluttet. De tjekkede lige om det smagte som det skulle, inden det blev fældet - og så hægtede de sig ellers i toppen af træet og blev trukket igennem alt sneen tilbage til bilen. Desværre havde vi ikke kameraet med - det var virkelig et herligt syn. 

18/12-09

Lukla og Lhakpa nyder sneen gevaldigt. Ingen tvivl om det. Lhakpa bor i en del af landet, som ikke har fået specielt meget sne, så da han kom til Viborg, skulle han også opleve alt det kolde og hvide noget for første gang. Men det er skønt... Tænk at være så heldige, at vi ikke bare skal opleve det for første gang sammen med Lukla..... vi får også vores feriebarns sjove reaktioner med. 

Her tumles..... hvor er det bare herligt med sne

Bagefter er det rart at slappe af foran brændeovnen

Og når de bliver trætte af at tumle - og trænger til at komme ind og blive varmet op og slappe af.... så lægger de sig tæt sammen og varmer hinanden. Det er tydeligt de nyder hinandens selskab og vi har ret hurtigt givet dem tilnavnene "Dupont og Dupont". De gør alting sammen, og når det komme til ulykker og sjove påhit.... ja så fortsætter den ene, hvor den anden slap. De er bare skønne.

17/12-09

Vi har fået en dejlig lille julegæst. Lhakpa som er Lukla´s bror skal holde jul her hos os... det skal nok blive festligt.

Lukla og Lhakpa hygger sig allerede. Gensynsglæden var stor.

Gurli, Lhakpa´s "mor" skal nemlig med Sanne og Bent på juleferie i Norge. Og selv om det skam er en tur, hvor samtlige andre hunde i de to familier skal med... så har Lhakpa desværre en alder som gør at han ikke kan deltage. Men vi ville da bestemt gerne være hans reservefamilie.... Og nu - nu er han altså ankommet.

16/12-09

Jubiii..... der er kun 8 dage til jul, og tænk engang.. I morges var der sne!!! 


Det var Lukla´s første møde med dén slags - og da den største forundring lige havde lagt sig, ville begejstringen ingen ende tage. Ved at kigge på Onkel Sherpa, forstod hun vist ret hurtigt at den slags faktisk er én af de fineste og sjoveste ting man kan opleve i denne verden.

Vi regner med hun sover godt i nat - så meget som hun har tumlet rundt i sneen i dag. Heldigvis er det fridag i morgen, så vi igen kan komme ud og nyde det..... Nu håber vi bare det bliver liggende julen over. Tænk om man kunne være så heldig??

13/12-09

I dag har vi været til julehygge og hundeleg hos "Godhund", som er stedet, hvor vi har planlagt at starte til hvalpetræning til januar. 
Det var bestemt en hyggelig dag, og Lukla brugte lejligheden til at få nogle nye venner. Måske den skønne Collie mindede hende om hendes gode onkel Boscoe hjemme i Nees. Hun fik i hvert fald små julelys i øjnene, da hun fik øje på ham. 

12/12-09

Go´e gamle Sherpa prøver at holde trit med Lukla, og hendes uendelige mængder energi. Ja - billedet taler vist for sig selv. Han griber hende på den måde mange gange hver dag - lige midt i ansigtet. Men Sherpa er tålmodig og rar - og hun får ikke meget ballade ud af det. 

Og fræk det er hun.... men det lyser også langt væk, når man ser hende.

03/12-09

Det er sørme hårdt sådan at skulle gøre klar til jul...... tænk alle de timer man skal bruge på at sidde i køkkenet, og holde øje med hvad der laves af lækkerier!!! 

25/11-09

I aften har Sherpa fået en tiltrængt og afslappende time på børstebordet. Helt uden for Lukla´s rækkevidde. Det er lidt hårdt for sådan en gammel dreng, at være legeonkel - ikke mindst for hans pels. Så lige at få rettet lokkerne, og få en go´ omgang massage..... så er hans batterier vist opladet igen.

24/11-09

I dag var det Juleaften.... bare en måned for tidlig!! 

Lukla så nærmest lykkelig ud, da hendes familie fra Nees, i dag kom på besøg. Det var den helt store gensynsglæde. Men det var jo også en vigtig, og ikke så fjern, tid i hendes liv, som hun havde hos dem, så anden reaktion, ville nok have undret os. Der blev uddelt hundenysser i stor stil, til Sanne og Bent, og Mor-Frida og Lukla legede utroligt godt sammen. Man kunne tydeligt se, at de nød hinandens selskab, og at Lukla sagtens kunne huske hele familien.  

21/11-09

I dag har været en rigtig god dag. Vi har været til klubbens juleudstilling, og det var et rigtig hyggeligt gensyn med alle de andre deltagere. Det er jo noget tid siden, vi sidst har være med til udstillingerne, og derfor var det dejligt, hvordan vi følte os velkommen tilbage i flokken. Kære hundevenner.... Vi fik så utrolig mange knus af jer alle - I skal bare vide hvor meget det varmede.

Lukla havde også en fantastisk dag... Hun fik utrolig mange søde ord med på vejen, og fik vist også et par ekstra fans i hendes fanklub. Der var mange rare hunde, der gerne ville lege med hende, og også en lille frisk fyr ved navn Benjamin,  syntes vist hun var en kæk legekammerat. 

Og da vi to-benede satte os til Mosters lækre julefrokost-bord - ja så tog hun sig en tiltrængt tur til drømmeland.

19/11-09

Ja - sådan en dejlig udsmykning kan man godt finde på vores hovedpuder i disse tider. 
Lukla har nemlig fundet ud af, hvor hyggeligt det er, at ligge på vores hovedpuder. Og når hun så vågner i sin egen seng kl. 05,  ja så kan hun ved at komme op, godt lokkes til, at tage en time mere, inden vi andre også skal op. Ja - her i huset må hundene gerne være i sengen - men de plejer dog at blive tildelt fodenden, når deres størrelse tager til.

 

Vi gør hvad vi kan, for at Lukla skal få så mange gode oplevelser som muligt, her den første tid. 
Så i dag har vi bl.a. besøgt Jesper på hans arbejde, og hilst på alle kollegaerne, og alle de underlige ting der findes hos sådan en bilforhandler. Hun var godt nok lidt snavset, da hun tog derfra, men pyt med det - det var en rigtig positiv oplevelse.  Bagefter tog vi på sightseeing i byens gågade. Dér var også mange søde mennesker der gerne ville hilse, og Lukla fik mange klap og søde ord med på vejen. Det er også utroligt, som hundehvalpe kan få især ældre damer, til at mindes deres gamle hunde, og fortælle om alle de gode oplevelser de har haft sammen....Vi hørte mange dejlige historier den formiddag :-)

Vi ses på lørdag til klubbens juleudstilling.  

15/11-09

Sikke en hyggelig eftermiddag det har været. Vores gode veninde Tine Boutrup, kom nemlig på hvalpebesøg, og med hjemmebag på bordet og masser af hundesnak, var det den perfekte måde at bruge en søndag eftermiddag. 

Ud over sit altid gode humør, havde Tine også en utrolig stor pakke med til Lukla. Og overraskelsen var lige så stor som pakken, da der blev pakket ud. Det var den fineste hæklede hundeseng, man kunne tænke sig, og Lukla tog den straks til sig som sin helt egen. Ja - man kunne nærmest se glæden i hendes lille ansigt. Sherpa nuppede snedigt nok den lille bamse, som også var i pakken - han kunne ski nok heller ikke være i sengen alligevel :-)

Nu kender vi jo de smukke hæklede kurve fra tidligere lejligheder, og ved at det er Kissers fine håndværk. Jo, sådan en seng har vi da drømt om, at få æren af at eje... og lige nu ligger Lukla i sin helt egen af slagsen, og ligner en der nyder livet. Tak søde venner, Stor tak for den fine gave - Tine & Co og Kisser og Ampo.

13/11-09

Tjuuu hej hvor det går.....  Ja vi ligger ikke på den lade side her i Viborg, for Lukla gør hvad hun kan for at holde resten af familien i omdrejninger. 

I går fik hun kigget nærmere på de gode sager der ligger nederst i legetøjskurven - og hun lignede én der befandt sig i paradis da hun stod midt i det hele. Behøver vi at fortælle, at det hele nu ligger spredt over hele huset?? 

Sherpa har i den grad taget Lukla til sig, og den efterhånden lidt ældre herre, har vist fundet sin anden ungdom. Han er meget opsat på at lege, og dén opfordring kan Lukla ikke sige nej til. Selvfølgelig er der grænser for Sherpa´s tålmodighed, når Lukla forsøger at afmonterer hans pels, og stjæle de gode sager ud af bisserne på ham - og sådan skal det også være. Vinteren kommer da sikkert snart, og hvis ikke også Sherpa skal ligne en plukket streg i luften - ja så skal han da også ha´ både mad og pels i fremtiden.

I går var også store vaskedag. Lukla fik sit første bad - i køkkenets håndvask. Utroligt nok, blev det ikke til det store Lalandia, som vi nok ellers havde frygtet. Der blev ikke vippet meget vand over kanten, for Lukla opførte sig meget eksemplarisk. Så det var en meget fin og velduftende pige der efterfølgende puttede sig i sit badehåndklæde foran brændeovnen - og da hun syntes, hun var rigeligt tør, ja så fik håndklædet den store rusketur. 

Og så... efter en lang dag fuld af oplevelser... fik hun sig lige en lille lur foran brændeovnen. Velfortjent og veludnyttet.

08/11-09

I fredags flyttede Lukla så endeligt hjem til os. Og ja... jer der har prøvet at få sådan en lille størrelse i huset, ved at det tager en del tid - derfor den sene opdatering af hjemmesiden.

Hun er faldet rigtig godt til herhjemme, og færdes hjemmevant i både huset og haven. Lidt for hjemmevant måske, da hun allerede har opdaget den store nydelse det er, at grave huller i haven og stjæle vores hjemmesko. Sherpa ligner én de syntes hun er helt ok, bare hun ikke forsøger at stjæle hans tyggeting ud af munden på ham, og hun ikke ALTID skal stå lige i hans synsfelt. Hun er meget ihærdig med at få hans opmærksomhed, og vi gør hvad vi kan for at gi´ den rare onkel Sherpa lidt ro og plads. 

04/11-09

Så - nu nærmer tiden sig, hvor Lukla flytter til Viborg. Èn af hendes brødre - Lhakpa, er flyttet hjem til hans familie allerede i dag, men vi må desværre vente et par dag endnu.

22/10-09

Sidste weekend flyttede hele familien her igen til Nees. Vi skulle passe hvalpene imens Sanne og Bent skulle passe noget lidt mindre sjovt, nemlig deres job. Og der er ingen tvivl om, at vi nyder vores weekender på landet i fulde drag. Sanne og Bent bor et helt fantastisk sted, men også deres skønne flok af TT´er gør sådan et ophold til noget særligt. 

Sherpa bliver tydeligvis mere og mere begejstret for hvalpene, og alt det ballade og sjov som de kan hitte på. Og man skulle næsten tror, at Lukla ved, at Sherpa er hendes kommende bedste ven, og ham hun skal dele sofa med om ikke så længe. Hun gør i hvert fald hvad hun kan, for at få kontakt, og få ham til at kigge på hende.

Men nu kan tiden også kun gå for langsomt... Vi glæder til at få hende hjem.

15/10-09

Hanne Mathiasen er i gang med endnu et spændende bog projekt. Titlen er ”Hundeopdræt”. Interesserede kan se mere på bogens hjemmeside.

14/10-09

Lukla - 35 dage gammel og allerede i fuld firspring. 

"Nu kommer jeg"

09/10-09

Der var godt nok én der nød sin seng i morges. Så meget at der slet ikke var respons selv om "mor" her gik i køkkenet for at bage boller. Men det var også en oplevelsesrig dag i går, og vi kan næsten gætte hvad der blev drømt om i nat. HUNDEHVALPE......

Sherpa var nemlig den heldige onkel der fik besøg af sin søster og de små nevøer og niece - på hjemmebane. Og dét var noget der bestemt hyggede den gamle dreng. Han så ret lykkelig ud, som han stod og skuede ud over flokken på stuegulvet. Men de var også sjove og utroligt søde som de moslede rundt med Sherpa´s lettere udtjente tøjdyr. 

Og da trætheden kom over dem, var det jo godt de havde hinanden.......... og prinsessen Lukla havde sin far.

 

Så nu har Lukla set sit nye hjem - og Sherpa har også godkendt hende på hans hjemmebane. Go´e gamle Sherpa.

 05/10-09

I weekenden har vi været indlogeret som hundesittere hos vores gode venner Sanne og Bent - Kennel Maitri. Sikke vi har nydt det. Tænk engang - 8 tibber, hvor af de 4 af dem er verdens mest vidunderlige hvalpe. De er ved at blive store og så småt også til fare for tøjdyrene, og deres små ben er godt på vej til at kunne spæne rundt og opleve verden. Og dén slags er underholdende at opleve, kan vi hilse og sige.

Nu er det jo sådan at hundesittere en gang imellem kan trænge til en lille "morfar"....... Men hvad er også bedre end en lur med sådan en lille guldklump på maven? Ikke særligt meget!

Ud over at de er fine og dejlige - så er de ski også allerede meget fotogene. Nyd lige deres "modelbilleder".

Nu er vi klar til at banden kommer på visit senere på ugen... og Sherpa glæder sig helt bestemt til at gense sine små nevøer og den lille niece. 

Tak til Sanne og Bent for den skønneste weekend - lån af hus, hunde og hyggeligt samvær.

21/09-09

Stort tillykke til dagens små fødselarer......
Sherpa´s hvalpe, Thilde, Tasam, Milou, Chilli og Emil, bliver nemlig 6 år i dag. Vi håber I alle får hygget jer med jeres familier, og at der måske falder en lille gave og et lækkert stykke kage af til jer. 

Vores egen lille fødselsdags-hund Isito tænker vi også på. Han bliver fejret i vores hjerter med masser af kærlig tanker, og et lille lys tændt i haven. Vi glemmer aldrig den glade lille hund som du var Isito - vi savner dig stadig helt utroligt meget.

Heldigvis har vi jo vores nye lille darling Lukla, som i den grad spreder glæde. Nyd lige billederne fra vores besøg hos Maitri´s i går. Bare 11 dage gammel - og allerede helt helt bedårende. Sherpa ligner også én der snart vil se den lille dame... han syntes vi dufter helt uimodståeligt når vi kommer hjem igen fra vores besøg.

19/09-09

Vi har i dag fået en skøn billed-hilsen fra Lukla. Nu vil hun gerne snart ha´ besøg af hendes familie fra Viborg igen.

Billedet er jo ikke til at stå for, men heldigvis har vi også planer om at komme på besøg derude i morgen. 

11/09-09

I dag så vi endelig vores lille prinsesse Lukla og hendes tre dejlige brødre Li-Ma, Lhakpa og Lobsang. Hvor er de bare helt utroligt smukke og fine. Efter at have holdt hende i vores hænder, så glæder vi os bare endnu mere til at få hende hjem. 

Frida er den sødeste hunde-mor man kan forestille sig, og hun var kun glad for at vise de små vidundere frem.

Nu glæder vi os allerede til mandag, hvor vi skal på besøg igen... og indtil da ved vi godt hvad vi skal drømme om, om natten.

10/09-09

Må vi præsenterer..... Maitri´s Lukla. 

Stort tillykke til Sanne og Bent - Kennel Maitri. I går kom den store dag, hvor Sherpa´s søster Frida´s hvalpe kom til verden. Nej, hvor har vi ventet spændt på dem, og hvor ser de bare fine og dejlige ud alle sammen. Man kan kun blive glad når man ser dem. 

Men glæden her i huset er ekstra stor, da vi ved at kuldets eneste prinsesse Lukla, om 8 ugers tid bliver en del at vores familie. Hvor er vi heldige.

Lukla (tv.) og hendes bror Li-Ma

Nu glæder vi os rigtig meget til at komme på besøg i morgen, og selv få lov at mærke de små hjerter banke.....  Det bliver da bare så dejligt. 

Frida - sød og kærlig mor, med alle sine små guldklumper

Tak til alle jer søde hundevenner for jeres hilsner... man skulle jo helt tro at det var os der havde havde fået hvalpe i huset :-)

30/08-09

Sherpa ligger i sin sødeste søvn i sofaen - han er træt og ser nærmest lykkelig ud. Måske han drømmer om dagen i går, hvor vi var i Odense til Tibbedag. Men det var også en dejlig dag med mange oplevelser. 

Der var mange søde Tibber han skulle hilse på - 18 af slagsen, og de havde jo selvfølgelig deres 28 mennesker med, der gerne ville klappe og snakke med ham. 

Da alle aktiviteterne skulle i gang, fulgte han villigt med i køkkenet hvor der skulle bages godbidder. Måske velvidende at han blev den første til at smage dem?? Imens Sherpa sad med snuden i vejret og inhalerede duften af bl.a. tunguffer, var der andre der udfolde sine kreative evner ved at male og filte, nogle der fik gode råd og hjælp om pelspleje og nogle der gik en travetur. Jo - der var noget for enhver. 

Jesper havde lavet et lille Tibbe-fotostudie, og alle interesserede hunde kunne blive fotograferede. Ikke alle var dog lige indstillede på at det indebar at sidde stille i mindst 3 sekunder, og især "banden" af små herlige Kennel Bu-wa hvalpe var en lille udfordring. Men udfordringer er ikke altid dårlige - og det blev billederne heller ikke.

Traditionen tro fulgte der herefter et overdådigt frokostbord, og derefter auktion til fordel for Nepals gadehunde. Auktionen gav hele 3147 kr. og vi glæder os til at fortælle det ihærdige personale hos KAT at deltagerne til årets "Tibbedag" igen har gjort en forskel. 

Tak til Hanne for et godt arrangement. Vi glæder os til næste år

20/08-09

Så fik vi styr på donationen til Kathmandu Animal Treatment centre, og Susan´s moster Helle lagde endnu en gang vejen forbi hos KAT, for at overrække pengene til det gode projekt.

Susan´s moster Helle, og manager Anil R Bajracharya

Begejstringen blandt personalet var stor, da det gik op for dem hvor mange penge det drejede sig om, og Susan´s moster fik igen lov at være den første til at modtage deres tak. 5670 kr. (85.128 rps.) blev det til. For at vise hvor stort et beløbe det er, kan vi fortælle at en skolelære i Nepal har en månedsløn på ca. 8000 rps., og at beløbet, måske mest af alt svarer til en rigtig god månedsløn for en højtuddannet person, der er ansat i et privat firma. 

Men det er jo kun herligt at kunne gøre en forskel... vi ved i hvert fald hvor langt pengene rækker, og er kun glade for at kunne hjælpe. 

05/08-09

HUSK, Tibbedag i Odense den 29. august. kl. 11. 
Tilmelding på
mail@cheerio.dk inden 20.8.

01/08-09

Hvor heldig har man lov at være? Se lige en stribe godt selskab :-) 14 hyggelige mennesker og 15 skønne hunde, havde nemlig lyst at tage med os en tur i skoven i dag, og det var da herligt.  

Det blev til masser af snak og afslapning, og hundene fik leget, hygget og ikke mindst moslet en masse. Nogle fik endda en lille soppetur, og de rigtig heldige fik sneget sig til at rulle sig i noget der mest af alt lugtede af en gammel ræv. 

Efter gåturen var der hjemmebagte boller og kage, småkager og frugt - skønt som et kaffebord pludselig kan trylles frem.  

Ja sådan en dag, kan vi jo glæde os over længe. Så tak for en rigtigt god dag til jer alle, og til alle jer med 2 ben...."gi´ lige de 4-bende et klap fra os når de vågner".

18/07-09

Vores gode venner i Kennel Maitri´s - Susanne og Bent, venter hvalpe.

Sherpa´s søster Tibatz Sar-Pa, måske bedre kendt som Frida, har været på besøg hos Silveridge Zulu, også kaldet Bobby. 

Frida

Bobby

De venter, at lyden af hvalpe indtræffer i starten af September. Interesserede kan se mere på Kennel Maitri´s hjemmeside.

17/07-09

Nyd lige et par herlige billeder....... 

Sherpa og Frida - Bror og søster

Vi fik besøg af Susanne og Bent, da de gerne ville ha Frida fotograferet, og da vi så var i gang, fik vi også lige foreviget bror og søster sammen. 

Sherpa og Bent

Og ellers hyggede Sherpa sig gevaldigt med at det ikke var ham der var i ilden... han tog en slapper med sin legeonkel Bent :-) 

08/07-09

Så fik vi styr på de sidste donationer til KAT Centre. Vi endte på ikke mindre en 5670 kr. som skal gøre livet bedre for Nepals gadehunde, og pengene er på vej derned!!

Tak til alle jer som har bidraget.

03/07-09

Så er det tid til endnu en ”Tibbetraver” ved Haldsø, Viborg

Vi vil nemlig igen, invitere alle glade og muntre tibbefolk og deres hunde med på den dejlige gåtur – ”Inder-øen” rundt.
Vi mødes lørdag d. 1. august kl. 13 på parkeringspladsen i skoven på Ravnsbjergvej. (den ligger midt på en bakke, imellem Niels Bugges Kro og Dollerup ishus – vi sætter flag ved vejen)

Billede fra én af vores tidligere gåture omkring "Inder-øen"

Herfra vil vi gå en go´ tur, på ca. 1 time, i de smukke omgivelser af skov og sø. Husk det fornuftige fodtøj. Bagefter kan vi hygge os med the/kaffe, kage og endnu mere hundesnak.
Medbring selv the og kaffe – vi bager en kage. Og husk også vand til hundene.
Tilmelding senest torsdag d. 30. juli På
mail eller tlf. : 86 60 19 64

30/06-09

I fredags var vi, sammen med vores gode veninde Susanne Laurberg fra Nees, på hundebesøg i Nordjylland. 

Bobby - lige til at kramme

Vi besøgte både Søren - Kennel Lamlux, og Willy og Alice fra Brønderslev, og vi nød rigtig godt at deres store gæstfrihed og forplejning. Herligt at møde deres fine og skønne hunde, og ikke mindste at se og snuse til de vidunderlige hvalpe som Søren´s Sofie har liggende for tiden. 

Frida og Marlow hygger sig

21/06-09

Nyhedsbrev fra Kathmandu Animal Treatment Centre.

Da vi ved, at mange af jer hundevenner, også plejer at modtage nyhedsbrevet fra KAT Centre, vil vi lige fortælle jer, at der denne gang desværre er sket en fejl. Mange mailadresser er faldet ud af deres system, og derfor er der mange af jer der sikkert ikke har modtaget den sidste nye udgave. KAT Centre beklager fejlen, men håber I vil sende jeres mailadresser til dem igen. I kan sende den til adressen: katco@katcentre.org.np eller også gerne skrive til os - så sender vi gerne videre for jer. 

Nu er en herlig ferie ved at være slut, og den har budt på mange hyggelige stunder. Højdepunktet var vores besøg i Nees hos Susanne og Bent, hvor folk og fæ sørgede for en første klasses bondegårdsferie. Så tak for det venner - bestemt en gentagelse værd :-)

22/05-09

Sikke en herlig dag vi havde i går. Susanne og Bent kom forbi fra Nees, sammen med deres skønne hunde, Frida og Sakya, så den stod på hygge hele dagen. Blandt andet var vi en god tur i skoven, hvor både vi og hundene fik travet og snakket en masse. Vi havde bestemt fortjent vores is da vi nåede til Dollerup ishus :-) 

Hundene var ret pjattede med at løbe i de mange blade, og en soppetur i Hald sø, kunne de ældste heller ikke dy sig for. De havde en herlig dag - lige som os - de to-benede.

09/05-09

I dag havde vi fornøjelsen af en herlig gåtur sammen med Tine og hendes søde Tibber,Thimpu, Thubten, Tashi. 

Bøgeskoven præsenterede sig i sine allerflotteste farver, hvilket man desværre ikke kunne sige om hundene, da vi nåede tilbage til bilerne. Sherpa deltog gerne i festlighederne, og også han var flot pyntet med blade og frø. Det var en skøn tur.

08/05-09

Håber I alle nyder bededagsferien lige som meget som vi gør her i Viborg.

Hundehilsner fra Jesper, Susan & Sherpa

05/05-09

Vi vil gerne invitere alle glade hundefolk og deres mennesker til gåtur. Er det noget for dig, så se mere under "Godbidder".

28/04-09

Gør en god handel - og støt Nepals gadehunde. Fx. borde, lampe, skabe mm. Vi har af Odense Dyrehospital, som skulle flytte sin klinik, fået flere ting stillet til rådighed. Aftalen er at tingene sælges til højest bydende, og at alle pengene selvfølgelig går til gadehundene. Kig her for at se hvad vi har fået doneret - og hvad du kan købe.

27/04-09

Herligt som vi har været heldige med det gode vejr. Det er blevet til mange timer i haven allerede - noget som Sherpa sætter stor pris på.

Men vejret var også godt 2. påskedag, da vi var en tur ved stranden ved Løkken. Vi fik både vindblæst hår og en træt hund med i bilen derfra. Da det var lidt svært at vælge i billederne, kommer der her en hel serie :-)

09/04-09

Rigtig god påske til jer alle. Håber I alle nyder fridagene og det gode vejr. 

Vi vil nyde, at vi i morgen skal til Odense, til "release-hygge" sammen med Hanne Mathiasen og hendes familie. 

Hendes nye bog "Hundeudstillinger" en nemlig udkommet - og det skal fejres. Vi kan kun anbefale alle hunde og udstillingsinteresserede at kikke nærmere på bogen. Den er nemlig utroligt velskrevet, fyldt med masser af gode råd, og ikke mindste utroligt inspirerende. Der er noget for enhver... både den nye udstiller og den der har været med i mange år. 

Du kan se mere til bogen "Hundeudstillinger - En herlig hobby" her.

15/02-09

Huraaa - så fik vi også lidt af alt den sne Danmark har været beriget med her i vinterferien. Derfor har vi været i haven og spille "sne-fodboldt". Se flere billeder af fornøjelighederne i Galleriet.

Klar - parat - start

Så går det løs

Træt og tilfreds Tibbe

Stort tillykke til Tine Boutrup, Kenne Buddha, med Buddha’s Dadpa Lhamo som efter weekendens udstilling nu er dansk champion.

21/01-09

I dag holder vi fødselsdagsfest for Sherpa - med 8 lys i lagkagen. Tænk vi allerede har nydt dig i 8 år gamle dreng......Vi glæder os allerede til alle de næste mange år vi skal opleve sammen. 

I aften skal det fejres med gæster til fastelavnsboller - og så bliver det nok også en lille pakke at lukke op.

Også stort tillykke med føs´dagen til Sherpa´s herlige søskende Victor og Frida i det vestjyske. I har et STORT hundenys tilgode.   

04/01-09

Så er det noget der ligner hverdag igen - dog med den lille bonus at der er kommet lidt sne. Ikke så meget som andre heldige steder i landet, men nok til at det kunne få fut i Sherpa på vores tur i parken. 

Boldspil syntes at blive endnu sjovere, når det er med glidende opbremsninger.... 

...... og bagefter kan man jo køle sig af ved at rulle sig og gnubbe snuden i sneen.  Ikke noget hans "mor" syntes pynter på frisuren.

Sidste nyt i Sherpa og Venners verden 2007-2008

Sidste nyt i Sherpa og Isito´s verden 2002-2006

 

  Site Meter